Det var en af de der perfekte forårsdage, hvor solen skinner uden at bage, og hvor vinden lige akkurat er nok til at få hestene til at stritte lidt med ørerne – ikke for meget, bare nok til at de føler sig lidt friske. Vi havde pakket sadeltaskerne, spændt stigbøjlerne, og spændtheden i maven var lige så tydelig som duften af hest og solvarmt læder. Der skulle rides. Ikke bare en lille tur rundt om folden, men en rigtig ridetur – med madpakker, stop i det grønne og følelsen af frihed helt ned i støvlespidserne.
Vi var fire på tur. To voksne og to børn – og fire tålmodige heste, der alle kendte ruten bedre end os. Vi red ud fra stalden lidt over ti, mens fuglene sang over os, og markblomsterne begyndte at nikke i grøftekanten. Det første stykke vej gik gennem skovens skygge, hvor hestene skridtede afslappet og lavede små prustelyde. Der var en særlig ro over rytmen af hovslag mod skovstien, og vi snakkede lavmælt – som om vi ikke ville vække skoven for tidligt.
Efter en times ridning kom vi ud på åbne marker. Her satte vi lidt mere tempo på – let trav, et par glade galopper – og latter, der fløj gennem luften som små hvin. Hestene nød det mindst lige så meget som vi gjorde, og man kunne mærke, hvordan skuldrene blev lavere, grinene højere, og tankerne langsommere.
Lidt over middag nåede vi til det sted, vi havde udset os til madpakkepause. En lille lysning med græs, udsigt til søen og en væltet træstamme, der fungerede som perfekt siddeplads. Vi steg af, løsende gjordene lidt, gav hestene vand og bandt dem løst i skyggen. De gumlede tilfredse på lidt hø, mens vi fandt madpakkerne frem og slog os ned.
Der er bare noget ved at spise udenfor, der gør selv den enkleste mad til en fest. Og det var det bestemt. I dagens madpakke lå der glutenfri boller, bagt hjemmefra aftenen inden. Bløde, lune (efter en formiddag i sadeltasken) og smurt med et generøst lag jordbærmarmelade, der duftede af sommer. De smagte af barndom, ferie og rideture med sol på næsen.
Dertil var der saftevand i drikkedunke, som stadig var kolde nok til at være forfriskende. Vi delte slikposer, lidt vindruer, og selvfølgelig var der også chokolade – for det skal der være på en rigtig madpakketur. Det var sådan en chokolade, der smelter lidt i solen, så man får lidt snaskede fingre og lidt grin, når man opdager, at man har fået et aftryk på næsen.
Vi sad længe og nød både maden og pausen. Snakkede om rideturen, om hestene, om at skulle bage flere glutenfri boller næste gang, for der var allerede kamp om den sidste. Børnene lagde sig i græsset og kiggede på skyer, hestene døsede i solen, og ingen havde lyst til at skynde sig videre.
Men som det altid er, når man hygger sig, gik tiden hurtigt. Vi pakkede resterne sammen, gav hestene et klap på halsen, og spændte sadlerne igen. Der var stadig et godt stykke hjem, og efter lidt skridt og et par store gaben satte vi igen i trav.
Turen hjem gik gennem bakker og snoede stier, og der blev lidt mere stille i sadlerne – ikke fordi vi ikke havde mere at sige, men fordi vi var mættede. Af indtryk, af mad, af solskin. Der er noget særligt ved at ride tilbage efter en god tur. Man føler sig lidt klogere, lidt gladere – og lidt træt på den helt rigtige måde.
Da vi red ind på gårdspladsen igen, sidst på eftermiddagen, kiggede vi på hinanden med det der blik, der betyder: “Det gør vi snart igen.” Og det gør vi. Med heste, skov, chokolade og glutenfri boller med marmelade – det perfekte rideturssæt.